Pelspleje

Pelsplejeudstyr

Der er ikke meget arbejde forbundet med en Bichon Havanais hund. Det er en fantastisk lille hund som kan tages med de fleste steder, den er selskabelig, nem, fælder ikke, gør (i de fleste tilfælde) minimalt, udgifterne til mad er begrænsede og den er lærenem.

Når alt det er sagt, er der dog nogle ting som du skal være MEGET obs på – lige fra den er helt lille, også selvom det måske ikke på det tidspunkt, virker nødvendigt.

Pelspleje – en absolut nødvendighed!

Gør dig selv den store tjeneste, allerede fra dag 1, at gøre hvalpen fortrolig med at blive at blive børstet og få ordnet øjne.

Det kan måske virke lidt unødvendigt i hvalpestadiet hvor pelsen ikke er lang, men tro mig, har du vænnet hvalpen til at blive friseret tidligt, vil du senere blive lykkelig for al den tid og ballade du sparer, når pelsen bliver langt mere krævende.

Gør pelsplejen til en hyggestund hvor hvalpen helt sikkert i starten, vil opfatte det som leg og det er helt fint.

Det vigtige er, at hvalpen bliver gjort fortrolig med børsten så den på sigt vil opfatte det som en dejlig og hyggelig oplevelse fremfor noget dårligt.

Vi var desværre langt fra gode til at få det gjort med Lulu da hun var lille, hvorfor hun i dag HADER at blive friseret og det er et kæmpe problem og det tager oceaner af tid, da hun stritter voldsomt i mod – men pelsen SKAL være filtfri.

Vær opmærksom på, at det kan gøre direkte ondt på hunden med filtknuder i pelsen – så kom hurtigst muligt i gang med børsten – gør det til jeres lille hyggestund og undgå dermed at filten tager overhånd.

Pelsen

En Bichon Havanais har enten ingen eller meget lidt underuld, hvorfor de stort set ikke fælder. Som voksen hund kan pelsen blive ca. 12 til 18 cm lang. Pelsen er blød og kan være glat eller bølget og nogen får krøller.

I den spæde start er det nok at nusse med hvalpen på skødet, mens du kører børsten over pelsen på hele kroppen.

Når hvalpen er faldet godt til i sine nye omgivelser, skal du finde et sted/bord som skal være jeres faste ”nusse hygge område”. Hav alle børster, kamme, udredningsspray, guffere mm klar.

Hvalpen lægges på siden på bordet. Brug god tid, snak roligt med hvalpen, giv godt med godbidder og ros den meget, hver gang den gør noget rigtigt. Skæld aldrig ud!

Det kan tage både tid og tålmodighed, men bliv ved med at huske på, hvor glad du bliver for at have trænet denne proces, når pelsen senere bliver lang og mere krævende, og hunden vil nyde børstetiden fremfor hade den.

Fremgangsmåden

1. Køb en udredningsspray og spray pelsen lidt (det er aldrig godt at børste en hel tør pels) – spray lidt mere hvor der evt. er knuder. Lad det sidde ”og virke” lidt i pelsen.

2. Start ALTID med pelsen inderst inde.Når hunden ligger på siden, børstes den lag for lag (du løfter op i pelsen og friserer grundigt den inderste pels først) – du starter fra yderst på bagpoterne og arbejder dig i etager opefter. Børst altid MED hårende og IKKE mod hårene.

Hvis der er filt, så børst forsigtigt, brug evt. en lille kam til at skille filten fra hinanden, men hiv ikke i filtknuden.

Er filtknuden storslem så klip lidt i den med en effilérsaks (en udtyndingsaks) og red efter.

3. Når pelsen er børstet igennem, friserer du hele pelsen igennem med en kam for at sikre at alt filt er ude.

Har du ikke fået fat i alt filt, vil kammen hurtigt finde det. Det er vigtigt at du kommer helt til bunds i pelsen og ikke kun i overfladen – med en kam burde du komme til bunds.

Vær generelt særligt opmærksom på at få børstet rundt om ørerne, rundt om halen, bagpartiet og bagbenene samt ”armhulerne”, da disse steder filtre mest og er de mest følsomme områder på hunden.

Får du gjort ovenstående hver eller hver anden dag, vil det kun tage få minutter at komme igennem pelsen og vil blive en dejlig hyggestund for jer begge,

Når hvalpen er mellem 6-18 måneder, skifter den fra hvalpepels til voksenpels. I denne periode filtre pelsen meget – især på de ovennævnte områder (bag ører, på indersiden af benene og rundt om halen og bagdelen).

Filten tager lynhurtigt overhånd hvis ikke du er påpasselig – i sidste ende vil du tvinges til at klippe hunden helt ned.

Jeg gentager: ”Er hvalpen vænnet til børsten fra den er helt lille, vil den elske denne hyggestund!

Når hunden er ca. 1,5 år bliver pelsen nemmere at passe. Nu kan du måske nøjes med at børste 3 gange om ugen (forudsat at du hver gang komme helt til bunds og der ingen knuder er).

Herunder kan du se nogle videoer om hvordan du tilvender hvalpen at blive børstet og hvordan du reder filt ud.

BH-Klubben.dk

Vi deltager aktivt
i BH-Klubben

[custom-facebook-feed]

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive i kommentaren herunder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar