Børn og hvalpe

Det er forældrenes ansvar at forberede børn på hvad det vil sige at få en hvalp

Børn & hvalpe

Det er en gave for børn at vokse op med en hund

Der er rigtig mange glæder forbundet med at få en hund i familien.

Forholdet mellem børn og hunde kan udvikle sig til noget varmt og kærligt, samtidig med at det udvikler børnenes empatiske evner og sociale kompetencer.

Børn som vokser op med en hund, får en langt større forståelse for ansvar, respekt og medfølelse.

Uanset hvor dumme alle andre er eller dagen har været i skolen, så står din hund derhjemme med logrende hale, klar til leg, nærvær og ubetinget kærlighed.

Det er forældrenes ansvar at samværet mellem barn og hund bliver en succes

Det er sundt og lærerigt for børn at have en hund, men det skal være lige så sundt og sjovt for hunden at være sammen med børnene.

Alt for ofte ender en hund med at blive aflivet eller at blive omplaceret, fordi forældre ikke har taget det ansvar det er at lære sine børn hvordan man omgås en hvalp.

Børnene skal af deres forældre lære hvalpens signaler at kende og lære at respektere signalerne.

Ansvaret ligger 100% hos forældrene.

Lærer børnene ikke at læse og respektere en hvalp, kan det gå grueligt galt med slemme bidskader til følge.

Børn under 8 år er de mest udsatte for at blive bidt. Oftes er det af ren kærlighed til hvalpen når barnet krammer den lille hvalp og det kan være meget svært at lade hunden være. Men hvalpe/hunde bryder sig sjældent om at blive krammet eller klappet på hovedet.

Lærer barnet ikke at tolke hundens signaler, ender hunden med at sige fra på sin måde – hvilket er ved at bide fra sig.

Nøgleordet for at undgå en dårlig situation er, at en voksen ALTID er til stede, når børnene er sammen med hvalpen og lærer dem at omgås den korrekt.

Det er helt essentielt for barnet at lære og blive i stand til at læse og forstå, hvornår hunden har brug for at være sig selv, føler sig stresset eller direkte truet og ikke blive båret rundt på.

Det er yderst vigtigt at reagere hurtigt på sådanne tegn fra hunden, så du kan nå at ændre situationen, inden der sker ulykker.

Det skal du som den voksne bla. være opmærksom på

Selvom I har fået den sødeste, roligste og mest børnevenlige hvalp, bør du holde øje med følgende signaler fra hvalpen/hunden:

  • den gaber
  • drejer hovedet væk
  • den står stift og drejer hovedet væk
  • når ørerne lægges tilbage
  • den gemmer sig fx. bag møbler eller andre personer
  • når halen hænger ned og måske kun enden af halen logrer
  • når den piber, gør og/eller knurrer

Hvis du oplever nogle af disse tegn fra hunden, skal du øjeblikkeligt skille hund og barn ad.

Lær dit barn IKKE at nærme sig hunden når:

• den spiser eller har et ben
• den har legetøj i munden
• den sover
• den er syg eller er træt
• hunden befinder sig på sit eget territorium som i transportkassen eller i hundekurven

Du skal gøre børnene det klart fra starten,
at en hvalp IKKE er et nyt og spændende stykke legetøj

Du skal gøre børnene det klart fra starten, at en hvalp IKKE er et nyt og spændende stykke legetøj.

En god start

I starten hvor hvalpen flytter ind, bør den fysiske kontakt mellem (det yngre) barn og hvalpen være meget begrænset. Giv hvalpen lov til at se på barnet og snuse til det. Ros den, når den opfører sig roligt.

Lad barnet være i nærheden af hvalpen, når du fodrer og leger med den, på den måde vil barnet se hvordan du omgås hvalpen og hvalpen forbinder barnet tilstedeværelse med noget behageligt.

Det er kun en kort overgang, for at sikre at børnene og hvalpen får den aller bedste start på at vokse op sammen – på den måde vil de hurtigt få et afslappet forhold til hinanden.

I hvalpens første tid og indtil den er faldet helt til og har lært jer at kende, at det vigtigt at forældrene er hjemme. Det er ikke optimalt at selv et lidt ældre børn alene skal tage ansvar for en ny lille hvalp.

Der er ingen tvivl om at børnene vil gøre deres bedste for den lille hvalp, men det er forældrenes ansvar at sikre at hvalpen, børnene og familien i det hele taget, får den bedste start.

Derfor anbefales det kraftigt, at forældrene planlægge ferie på hvalpe overtagelsesdagen.

Alle børn, uanset alder, skal have forklaret og forstået, at en hvalp:

  • IKKE klappes på ryggen
  • IKKE klappes på hovedet
  • IKKE må ligges på
  • IKKE må blive generet eller drillet
  • IKKE må bæres rundt på
  • IKKE må ophidses længere tid ad gangen

En lille hvalp som netop er flyttet fra alt hvad den kender, skal i starten i sit nye hjem vænne sig til mange nye ting, lyde, lugte og mennesker.

En lille hvalp kan nemt blive nervøs over hvin, råben og skrigen den aldrig har hørt før – fuldstændig lige som et barn kan blive forskrækket over en hundehvalp som bider i leg. Forklar børnene hvad de kan forvente og at de skal være rolige omkring hvalpen.

Et barn bør ikke løfte rundt på en hvalp – for de fleste børn er det nok nemmere sagt end gjort – derfor skal du fra start lære barnet hvordan en hvalp skal løftes (hold altid under maven og numsen) samtidig med at du understreger at barnet IKKE må løfte hvalpen op, uden du sidder ved siden af og har givet tilladelse/hjælp til det.

Følger man ovenstående anbefalinger med de relative få basale færdigheder og retningslinjer, giver du som forælder dit barn en af de største og mest lærerige glæder i livet.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive i kommentaren herunder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

BH-Klubben.dk

Vi deltager aktivt
i BH-Klubben

[custom-facebook-feed]